Min ide er i al sin enkelthed at torvet, når det regner, bliver en stor skål, der samler vandet op og lader det løbe i et vandfald ned af Østergade.
Forløbet ender ud i et stoisk dyr, på en udfoldet ”blomsterformation”.

”Bækken” starter med at løbe stramt fra rådhusets symmetri og bliver mere og mere natur.
Forløbet giver rådhuset en større logik på torvet

Regnvandet føres videre til den øverste del af Østergade. Her er det første fald og et lavt opsamlingsbassin, udformet som en ”stenblomst” i belægningen, bestående af store granitplader.
Derefter bevæger vandet sig ned over Østergade og granitplade princippet fortsætter

Hele løsningen er tænkt sådan at den fungerer både med og uden vand.
Når det regner danner de store granitplader et vandfald, når det er tørvejr vil de kunne bruges som trappetrin.

Fordi forløbet er langt, har jeg indtænkt broer, sådan at det er muligt for rullestolsbrugere og barnevogne o.s.v. at krydse vandfaldet/vandtrapperne.

Forløbet ender i en stor støbejernsrist hvor regnvandet forsvinder ned i.

På risten er udformet noget man kunne kalde ”vandkastere”. De er formet sådan at vandet gribes og kastes op i luften, når vandet under et regnvejr får hastighed. Det er en dynamisk størrelse.
Jo kraftigere det regner, des kraftigere bliver vandkaskaderne. Vandet kastes op imod dyret, som står ved forløbets udmunding og samtidigt lader risten det sive ned under overfladen igen.

Skulpturen bliver både en afslutning af vand forløbet, og  markerer også en indgang til bymidten

”Søerne og skovene er her stadig og det er dem,
der mere end noget andet karakteriserer egnen omkring Silkeborg
og gør byen til noget enestående i det ganske land.
- Fra bakkerne i det voldsomt kuperede landskab
flyder småbække til søerne, ofte med kraftigt fald gennem dybe erosionskløfter"
  
Uddrag fra: En by omgivet af vand – Byen og søerne. Af fhv. statsbiologi, mag. scient. Jørgen Dahl