GRAVMÆLE TIL FAMILIEN SKOVRIDER

Ved billedhuggerne Claus Ørntoft og Marit Benthe Norheim 2023 

 

Kaptajn Jens Skovrider var syg med kræft,  da han og hans kone Sigrid Skovrider bad os om at skabe deres gravsted.

 

Vi arbejder begge hver for sig, men bestemte os for at efterkomme deres ønske
og sammenflette vores kunstneriske udtryk i en fælles fortælling, i samarbejde med dem.

 

Jens Skovrider har sejlet rundt i hele verden som kaptajn for Mærsk.
Sigrid var med en del år, men blev sømandsenke, for at være hjemme med deres to sønner, Niels og Ole.

 

På slutningen af sit arbejdsliv blev Jens også kaptajn på de sejlende skulpturer Life-boats,
hvor både han og Sigrid engagerede sig som frivillige.

 

Symbolerne vi har brugt er derfor direkte knyttet til havet.
Bølgerne som brydes og giver plads til figuren, som både har Life-boats skulpturen i sig, samtidig med at den både er fugl og engel.

 

Livskilden og opstandelsen er hovedtemaet.
 

Jens Skovriders Mor kom fra Trondheim og skiferpladerne er fra et stenbrud på Dovrefjeld, som hele familien havde et forhold til.
 

Vi rejste til bruddet på højfjeldet og valgte hver sten individuelt til denne komposition. 

PROCESSEN